Vi har digitaliseret skolen – men har vi lært eleverne at bruge teknologien til at lære?

De nye PISA-resultater bør give anledning til alvorlig eftertanke.

Danske 15-årige ligger nu på det laveste faglige niveau, siden Danmark begyndte at deltage i PISA i år 2000. I 2025 scorer danske elever 460 point i læsning, 471 i matematik og 478 i naturfag.

Ifølge OECD svarer udviklingen siden 2015 omtrent til et fald på knap to læringsår i læsning og matematik og omkring ét læringsår i naturfag. Tilbagegangen findes ikke kun blandt de elever, der i forvejen havde faglige problemer. Også de fagligt stærkeste elever er gået tilbage.

Det er alvorligt.

Men inden vi leder efter én enkel forklaring, bør vi stille et andet spørgsmål:

Har vi været for optagede af at få teknologi ind i undervisningen – og for lidt optagede af, hvordan teknologien faktisk skal bruges til at skabe læring?

Danmark mangler ikke teknologi

Danmark er et af verdens mest digitaliserede samfund, og det gælder også skolen.

Computere, tablets, digitale læremidler, læringsplatforme og internetadgang er blevet en naturlig del af skoledagen.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets Grundskolepanel bruger 43 procent af eleverne i 6. og 8. klasse mere end tre timer på digitale enheder til undervisning og opgaveløsning i løbet af en normal skoledag.

Samtidig oplever mere end hver tredje elev at blive distraheret af digitale enheder i undervisningen. 40 procent fortæller, at de bruger digital underholdning i nogle timer eller oftere.

Problemet er altså næppe, at danske børn ikke har adgang til teknologi.

De har masser af teknologi.

Spørgsmålet er, hvad teknologien får dem til at gøre.

En computer skaber ikke automatisk læring

En computer er et værktøj.

Det samme er en bog.

Det samme er en lommeregner.

Og det samme er kunstig intelligens.

Et værktøj bliver ikke et godt læringsværktøj, bare fordi vi placerer det foran en elev.

En elev kan bruge en computer til at undersøge et komplekst emne, teste sin egen forståelse og løse problemer.

Den samme computer kan bruges til YouTube, TikTok, spil, beskeder og 17 åbne faner, der konstant konkurrerer om elevens opmærksomhed.

En elev kan bruge ChatGPT eller en anden AI til at få forklaret et svært matematisk princip på fem forskellige måder.

Men eleven kan også skrive:

“Lav min opgave.”

Teknologien er den samme.

Læringsresultatet er vidt forskelligt.

Det understreges faktisk af OECD selv. I forbindelse med PISA 2025 fremhæver organisationen, at teknologi og AI kan styrke læring, men kun når værktøjerne anvendes målrettet og ikke bliver en erstatning for opmærksomhed, indsats og forståelse.

Det er måske præcis dér, vi bør begynde diskussionen.

Vi har fokuseret meget på digitalisering

Den danske skole er gennem mange år blevet digitaliseret.

Der er blevet investeret i platforme, digitale læremidler og udstyr. Elever har fået computere. Kommunikation er blevet digital. Opgaver findes online. Undervisningsmaterialer findes online. Prøver er i vid udstrækning digitale.

Alt dette kan have gode grunde.

Men digitalisering er ikke det samme som læring.

At sikre, at en elev har adgang til en computer, fortæller os ikke noget om, hvordan elevens hjerne arbejder, mens computeren bruges.

Det er den pædagogiske del af teknologien, der bliver afgørende.

Det er derfor heller ikke nødvendigvis et spørgsmål om at vælge mellem:

computer eller bog

digitalt eller analogt

AI eller ingen AI

Det mere interessante spørgsmål er:

Hvilken metode får eleven til at tænke, forstå, huske og anvende stoffet bedst?

Nogle gange vil svaret være en bog og en blyant.

Andre gange kan svaret være en computer eller kunstig intelligens.

En 2.400 år gammel metode kan vise vejen

En af de mest interessante måder at bruge moderne AI på bygger paradoksalt nok på en meget gammel idé.

Sokrates underviste ikke primært ved at give sine elever færdige svar.

Han stillede spørgsmål.

Spørgsmålene tvang den anden person til at tænke, undersøge sine egne antagelser og opdage svagheder i sin forståelse.

Denne form for sokratisk spørgeteknik kan i dag kombineres med kunstig intelligens.

Forestil dig en elev, der skal lære om fotosyntese.

Eleven kan skrive:

“Forklar fotosyntese.”

AI’en leverer en forklaring.

Eleven læser den.

Det kan være nyttigt.

Men prøv i stedet:

“Jeg skal lære om fotosyntese. Giv mig ikke forklaringen. Stil mig ét spørgsmål ad gangen og find ud af, hvor godt jeg forstår emnet. Hvis jeg svarer forkert, så giv mig først et hint i stedet for svaret.”

Nu sker der noget helt andet.

AI’en kan spørge:

“Hvad har en plante brug for for at kunne gennemføre fotosyntese?”

Eleven svarer.

Derefter:

“Hvor kommer energien fra?”

Så:

“Hvad sker der med kuldioxiden?”

Hvis eleven ikke kan svare, har vi fundet et hul i elevens viden.

AI’en har ikke erstattet elevens tænkning.

Den har fremkaldt tænkning.

Fra svarmaskine til personlig tutor

Det er en af de store muligheder ved AI i undervisning.

Den samme teknologi kan fungere som enten:

en maskine, der giver svar

eller

en tutor, der stiller spørgsmål.

Forskellen ligger i metoden.

Det betyder også, at undervisning i AI ikke alene bør handle om, hvilke knapper eleverne skal trykke på.

Elever skal lære hvordan de bruger AI til at lære.

Eksempelvis:

I stedet for:

“Lav et resume af dette kapitel.”

kan eleven bede:

“Stil mig fem spørgsmål om kapitlet og find ud af, hvad jeg ikke har forstået.”

I stedet for:

“Løs denne matematikopgave.”

kan eleven skrive:

“Hjælp mig med at løse denne opgave, men giv mig kun ét hint ad gangen.”

I stedet for:

“Skriv min analyse.”

kan eleven bede:

“Jeg vil selv analysere teksten. Stil spørgsmål, der får mig til at tænke over fortæller, tema, argumentation og sproglige virkemidler.”

I stedet for:

“Hvad skal jeg vide om Den Kolde Krig?”

kan eleven bede:

“Test min forståelse af Den Kolde Krig. Start let og gør spørgsmålene sværere afhængigt af mine svar.”

Det er stadig teknologi.

Men nu bruges teknologien til at øge den mentale aktivitet i stedet for at reducere den.

Den nemmeste vej er ikke altid den bedste vej til læring

Det kan være fristende at tro, at god undervisning handler om at gøre alting lettere.

Men læring kræver en vis grad af anstrengelse.

Når vi forsøger at huske noget uden at kigge i bogen, arbejder hjernen.

Når vi forsøger at forklare et kompliceret begreb med vores egne ord, arbejder hjernen.

Når vi laver en fejl, får feedback og forsøger igen, arbejder hjernen.

Når vi bliver tvunget til at argumentere for et synspunkt, arbejder hjernen.

Det er ikke nødvendigvis en fejl, at læring til tider føles svært.

Problemet opstår, hvis teknologien fjerner netop den mentale aktivitet, der skulle skabe læringen.

Hvis en AI skriver teksten, løser opgaven, laver analysen og finder konklusionen, kan eleven producere et imponerende resultat uden nødvendigvis at have lært ret meget.

Teknologi bør derfor ikke nødvendigvis gøre det lettere at få et svar.

Den bør gøre det lettere at lære.

Det er to meget forskellige ting.

PISA er begyndt at interessere sig for netop dette

Det er interessant, at OECD med PISA 2025 har introduceret området Learning in the Digital World.

Her handler digital kompetence ikke blot om at kunne bruge en computer.

OECD undersøger blandt andet elevernes evne til selvreguleret læring, problemløsning og til at bruge digitale værktøjer til at opbygge ny viden.

OECD skriver selv, at der hidtil ikke har været tilstrækkelig opmærksomhed på de grundlæggende færdigheder og holdninger, elever behøver for at blive aktive og selvstændige brugere af teknologi.

Det er et vigtigt skifte.

At kunne bruge teknologi er ikke længere nok.

Elever skal kunne lære med teknologi.

Måske skal næste fase af digitaliseringen handle mindre om hardware

Den danske debat om skærme er allerede i gang.

Skoler laver regler for mobiltelefoner. Der tales igen om fysiske bøger. Balancen mellem analoge og digitale læremidler diskuteres, og teknologiforståelse skal fremover integreres stærkere i folkeskolens fag.

Det er positive diskussioner.

Men vi bør gå et skridt videre.

Den næste fase bør ikke alene handle om:

Hvor mange timer må eleverne bruge en skærm?

Den bør også handle om:

Hvad skal de lave, når skærmen er åben?

Hvis eleven bruger 30 minutter med en AI-tutor, der konstant stiller spørgsmål, tester forståelsen og tvinger eleven til at formulere egne svar, kan det være en meget aktiv læringssituation.

Hvis eleven bruger de samme 30 minutter på at kopiere svar fra nettet, er resultatet et helt andet.

Skærmtid alene fortæller os derfor ikke nok.

Kvaliteten af aktiviteten betyder noget.

AI gør spørgsmålet akut

Kunstig intelligens betyder, at vi ikke har mange år til at finde ud af dette.

Elever bruger allerede AI.

Ifølge PISA 2025 anvender et stort flertal af elever i OECD-landene AI-chatbots som hjælp til læring i større eller mindre grad. Samtidig viser PISA et komplekst billede: elever, der blot bruger AI til eksempelvis at producere tekst, klarer sig ikke nødvendigvis bedre. Blandt hyppige AI-brugere klarer elever, der lærer at vurdere kvaliteten af AI-genereret information, sig derimod bedre end elever, der ikke får denne vejledning.

Vi bør derfor måske bevæge os væk fra spørgsmålet:

“Skal elever bruge AI?”

Og i stedet spørge:

“Hvordan lærer vi eleverne at bruge AI på en måde, der gør dem dygtigere?”

Det er en langt vanskeligere diskussion.

Men også en langt vigtigere.

Danmark har en mulighed

De nye PISA-resultater er alvorlige.

Men Danmark har samtidig nogle usædvanligt gode forudsætninger for at gøre noget ved problemet.

Vi har teknologi.

Vi har internetadgang.

Vi har digitale skoler.

Vi har veluddannede lærere.

Vi har ressourcerne til at eksperimentere med nye undervisningsmetoder.

Derfor behøver konklusionen ikke være, at vi skal skrue tiden tilbage og fjerne teknologi fra skolen.

Måske skal vi i stedet blive meget bedre til at bruge den.

Teknologi kan hjælpe elever med at finde deres videnshuller.

Den kan skabe individuelle øvelser.

Den kan stille spørgsmål.

Den kan tilpasse sværhedsgraden.

Den kan lade eleven øve det samme koncept på flere forskellige måder.

Den kan give øjeblikkelig feedback.

Den kan fungere som en tutor uden at give eleven løsningen.

Og den kan anvende undervisningsprincipper, der har eksisteret i århundreder.

Målet er ikke mere teknologi. Målet er mere læring.

Det er måske den vigtigste skelnen.

Vi bør ikke digitalisere undervisningen, bare fordi vi kan.

Vi bør heller ikke afvise teknologi, bare fordi den kan misbruges.

Vi bør spørge:

Gør denne teknologi eleven til en mere aktiv learner?

Får den eleven til at tænke?

Får den eleven til at stille spørgsmål?

Hjælper den eleven med at opdage, hvad vedkommende ikke forstår?

Træner den evnen til selv at finde frem til et svar?

Hvis svaret er ja, kan teknologi blive en del af løsningen på den læringskrise, PISA-resultaterne peger på.

Hvis teknologien derimod blot gør det lettere at undgå den mentale anstrengelse, som læring kræver, risikerer vi at gøre problemet større.

Den sokratiske metode er omkring 2.400 år gammel.

Generativ AI er kun få år gammel.

Måske ligger noget af fremtidens undervisning netop i mødet mellem de to.

Hos Saraswati Nation arbejder vi ud fra et enkelt princip:

Teknologien skal ikke tænke for eleven. Den skal hjælpe eleven med at blive bedre til at tænke selv.